SE OG GØRE PÅ LANGELAND

Badeparadiset Langeland

Langeland i Østersøen er 52 kilometer lang, ligger mellem Lolland og Fyn og er en del af det sydfynske øhav. Havet er aldrig ret langt væk, for Langeland er kun 11 kilometer bred på det bredeste punkt, og øen har i alt 140 kilometer sandstrand at byde på. Her finder du ro, afslapning og fantastisk natur.

Den børnevenlige Ristinge Strand med det klare vand er en af de skønneste badestrande i Danmark. Også lystfiskere elsker Langelands kyst, for havet rundt om Langeland indeholder de største mængder fisk i hele landet. Hvis man har heldet med sig, kan man sågar fange en havørred.

Musikalske Langeland

Langelandsfestivalen er kendt i hele Danmark, og hver sommer forvandler Langelands største by Rudkøbing sig i en uge til en stor musikfestival med 250.000 gæster. ”Danmarks største havefest” er også noget for familier, og de yngste gæster kan for eksempel tumle sig på en kæmpestor legeplads. Kulturelskere vil nyde et besøg i slotsparken ved Tranekær Slot og Tickon, en landart-skulpturpark, som har eksisteret siden 1993. Det specielle ved denne park er, at alle kunstværkerne er lavet af forgængelige materialer, og at de ændrer sig med tiden eller forsvinder helt på et tidspunkt. Nogle kunstværker af lys eksisterer kun i en halv time. En gåtur mellem disse skulpturer er både spændende og afslappende.

Ro og afslapning

Selv i højsæsonen er der stille og roligt på Langeland. I den nordlige del af øen indbyder talrige små stier til vandre- eller cykelture. De fører gennem bøgeskove, forbi historiske herregårde og hen til klare søer. Du har den bedste udsigt over øen fra en af de såkaldte ”hatbakker”, som findes overalt på Langeland og stammer fra istiden. Langeland er det eneste sted i Danmark, hvor disse bakker findes. Hvorfor de hedder sådan? Efter sigende kom nogle studerende fra København til øen i 1920’erne for at undersøge bakkerne, og de syntes, at bakkerne havde samme form som deres professors hat.

Se også nogle af de kommende begivenheder på Langeland.

FÅ NYHEDSBREVE

+45 40 30 10 99