Mad og drikke på Bornholm | Dansk Ø-ferie

Mad og drikke på Bornholm

Gourmet på Bornholm

Insidere har vidst det længe: I de seneste år har Bornholm udviklet sig til en ægte gourmetdestination med stjernekokke og egne produkter. Øverst på spisekortene står derfor også retter med lokale ingredienser – fisk, kød, bær, krydderurter, svampe. De røgede sild fra Gudhjem er berømte i hele Danmark. Men øen kan også diske op med lokal øl, lakrids, is og chokolade. Gourmander tager på Lassen's Restaurant på Stammershalle Badehotel eller på Restaurant Kadeau for at blive forkælet. Sidstnævnte er kendt for sin Michelinstjerne.

Det usædvanlige er, at der vokser morbær og figner på Bornholm. Her er ingen isnende kulde, og jorden holder godt fast i varmen. Typisk for øen er derimod fisk og de forskellige røgerier. Et af dem befinder sig i Svaneke i den nordlige del af havnen, hvor fem skorstene rager op. Her røges der fisk gennem en langsom proces ved lav temperatur. Ricko er røgmester, hans forældre ejer røgeriet, og han er selv femte generation i familien, der holder denne tradition i live. Her kan man selvfølgelig også prøvesmage friske fisk.

 

Kadeau

Restaurant Kadeau er bornholmsk gourmet i særklasse. Beliggenheden helt ned til stranden sikrer hygge og idyl, men det er på tallerkenerne, at de helt store oplevelser gemmer sig. ”Bornholmerbank” hedder den store menu med hele arsenalet af råvarer fra øen, og der er ganske rigtigt tale om smagsoplevelser ud over det sædvanlige, der kan efterlade gæsten lettere omtumlet. Oplevelsen er dog 100 procent positiv på en af Danmarks absolut bedste restauranter, der senest blev belønnet med Bornholms første Michelin-stjerne.

» kadeau.dk

 

Stammershalle

Restauranten er placeret lidt for sig selv mellem Allinge og Gudhjem. Også oplevelsen er i høj grad noget for sig selv. Stammershalle er en del af Stammershalle Badehotel og har i flere år været kendt som ”Danmarks bedste dessertkøkken”. Her er opfindsomheden stor og smagsoplevelsen helstøbt. Det er bornholmsk gourmet, når det er bedst.

» stammershalle-badehotel.dk

 

Christianshøjkroen

Christianshøjkroen er smukt placeret i Bornholms store skovområde Almindingen. Her er mad på højt niveau til overkommelige priser, hvilket samlet set gør restauranten til et must. Stedet blev i 2015 kåret til ”Årets frokostrestaurant” i Danmark – men Christianshøjkroen er i høj grad også et besøg værd om aftenen.

» christianshojkroen.dk

 

Restaurant Le Port

Restaurant Le Port i Vang er det ultimativt bedste sted på Bornholm at se solnedgang over havet – enten gennem det store vindue direkte foran bordet eller fra terrassen. Oplevelsen er næsten magisk, når den røde sol langsomt går ned over Østersøen. Sammen med et højt kulinarisk niveau og godt værtsskab bliver aftenen til en helt særlig oplevelse.

» leport.dk

 

Restaurant Molen

Molen ligger på Nexø Havn helt ud til vandet, hvor kutterne kommer ind med frisk fisk, som kan ligge på tallerknen allerede en time efter, flot tilberedt i bedste gourmet-stil. De lokale råvarer styrer sådan set restaurantens hyppigt skiftende menukort, så man altid kan prøve noget nyt. Målet er at levere mad i topklasse til rimelige priser og det er lykkedes!

» restaurantmolen.dk

Søg og book