Se og gøre på Bornholm | Dansk Ø-ferie | Dansk Ø-ferie

Se og gøre på Bornholm

Hammershus på Bornholm

 

Glæd dig til at smage!

Insidere har længe vidst det: I de senere år har øen udviklet sig til en gourmetdestination med stjernekokke og lokale råvarer i særklasse – fisk, kød, bær, urter og svampe. Resten af verden har efterhånden også fået øje på potentialet, og Restaurant Kadeau ved Vester Sømarken har fx fået en Michelin-stjerne. Du kender selvfølgelig den røgede sild fra Gudhjem, men øens øl, lakrids, is og chokolade skal også smages, og du må ikke køre forbi de mange gårdbutikker uden at kigge ind.

 

Kunsthåndværk i særklasse

Bornholm er kendt for sit kunsthåndværk, og i 2017 blev øen hædret med titlen "World Craft Region" som det første område i Europa. Det enestående landskab og det unikke lys på øen har altid inspireret kunstnere og designere, ikke mindst glaspustere og keramikere, og mange atelierer og værksteder åbner dørene for besøgende om sommeren. Du kan også opleve kunsten på øens restauranter: LOV i Listed har skabt en keramikserie til Kadeau, Oh Oak i Nexø har produceret en serie til Restaurant Molen og Christianshøjkroen, Mette Duedahl har skabt en serie til Svaneke Bryghus, og Baltic Sea Glass bliver flittigt brugt på Stammershalle.

 

Endagstur til Christiansø – Danmarks østligste punkt

Øgruppen Ertholmene kan ikke sammenlignes med noget andet sted i Danmark. Christiansø – Christian V's fæstning fra 1684 – er den største af øerne, og den skal helt klart opleves. Her bor omkring 90 fastboende, og øen har købmand, skole, bibliotek, gæstgiveri og en lille campingplads med plads til omkring 20 telte. Den er forbundet til Frederiksø med en bro.

Øerne har deres egen døgnrytme, og her er en helt særlig stemning af ro og rå natur med sæler og vilde urter. Hele året er det en meget fin oplevelse at vandre rundt på øen, og du behøver ikke at tænke på biler, for de findes ikke. Tag badetøjet med og nyd en dukkert fra klipperne eller badebroen.

Du kan sejle med Christiansøfarten fra Allinge og Gudhjem. Bemærk, at det ikke er tilladt at tage hunde med på øen.

 

Verdens mindste travbane – Bornholms Brand Park

Selv om man ikke er passioneret spiller på travbanen, er det rigtig sjovt at satse en beskeden tier og heppe på favoritten.

Hver uge fra 31. marts til 20. oktober er der travløb på Bornholms Brand Park, som praler med at være Nordeuropas mindste og smukkest beliggende midt i Almindingen-skoven. Her kommer du tæt på hestene og kan gå med i staldene og se, hvordan de bliver spændt for. Her er også legeplads og på udvalgte dage gratis ponyridning for børn.

Tag madkurven og et tæppe med og slå jer ned på græsplænen! Men kom i god tid, for travløbet tiltrækker mange bornholmere og turister.

 

Helligdomsklipperne

Mellem Gudhjem og Allinge har brændingen gennem årtusinder eroderet klippekysten og skåret dybe kløfter ind i fjeldet. Tilbage står de skarpe skær, forrevne granitsøjler og stejle klippevægge med dybe gange og grotter – de såkaldte ”ovne”.

Du kan følge Helligdomsklippernes dybe grotter – Våde Ovn, Tørre Ovn og Sorte Gryde – langt ind i fjeldet. I Sorte Gryde kan du trænge over 60 meter ind og møde den bornholmske grotteedderkop: Hold udkik efter dens ægspind, der hænger ned fra loftet som små kinesiske lamper.

Om sommeren sejler den lille båd M/S Thor flere gange dagligt fra Gudhjem til Helligdomsklipperne. Oplevelsen bliver allerstørst, hvis du går langs klipperne på vejen ud og nyder sejlturen tilbage.

 

Rå natur, store skove, smukke strande

Den nordlige del af Bornholm er kendt for sin rå natur med imponerende klippeformationer og Hammerhus – Skandinaviens største borgruin fra det 13. århundrede. På den sydlige del af øen finder du de smukkeste sandstrande som Balka og Dueodde, der strækker sig over flere kilometer fra Snogebæk til Jomfrugård. Midt på øen finder du Almindingen, Danmarks femtestørste skov, hvor du med lidt held kan se fritgående bisoner. Besøg også Ekkodalen – giver den virkelig genlyd? 

 

Et helt velsignet klima

Klipperne på Bornholm holder på sommervarmen langt ind i efteråret, og det milde klima gør Bornholm værd at besøge året rundt. Det er ikke uden grund, at den kaldes "solskinsøen":  Solen skinner gennemsnitligt over tusind timer om året. Her trives morbær og figner, og særligt i Gudhjem og Svaneke kan du se mange figentræer i haverne.

Det er oplagt at nyde bornholmersolskinnet på en af de familievenlige strande eller på de i alt 235 kilometer cykelstier. Eller mens du klatrer, dykker, surfer, sejler i havkajak, fisker, rider eller spiller golf. Her er nemlig masser af muligheder for en aktiv ferie.

 

Charmerende byer

Havnebyerne Svaneke, Gudhjem, Allinge og Sandvig ligger som perler på en snor, så du kan fx cykle rundt til de hyggelige og farverige byer med små specialbutikker, spisesteder og kunsthåndværkere. Byerne har faste torve- eller markedsdage i sommerperioden. 

 

Se også de mange begivenheder i foråret og sommeren 2018